75.000 børn og voksne benyttede sig af det dejlige sensommervejr til at møde deres lokale økologiske landmand, hilse på dyrene og smage på friske, økologiske produkter.
- Det er skønt, at så mange danskere har lyst til at besøge en økologisk gård. Det høje besøgstal til Økologisk Høstmarked understreger, at danskerne har stor interesse for økologi og er nysgerrige på deres lokale madlandskab. Mange forældre og bedsteforældre ønsker desuden at give deres børn og børnebørn et forhold til, hvor maden kommer fra, siger projektleder Birgitte Nygaard.
- Tusindvis af gæster har i weekenden fået et førstehåndsindtryk af det økologiske landbrug. Når de møder den økologiske landmand og med egne øjne ser, hvor den økologiske mad bliver produceret, er det nemmere at forstå værdierne bag økologien – hvor det at producere mad af høj kvalitet, give dyrene et godt liv og beskytte naturen går hånd i hånd, siger hun.
Mange gæster hvert år
Hun roser samtidig de økologiske landmænd for at være gode til at lave nogle stemningsfulde og indholdsrige høstmarkeder. Ifølge Birgitte Nygaard har 1,4 million gæster deltaget i et eller flere økologiske høstmarkeder, siden det første blev afholdt for 26 år siden.
Til weekendens høstmarkeder kunne man blandt andet tage med på markvandringer eller traktorture, hilse på de økologiske køer, grise, høns og kyllinger, høste sine egne grøntsager, tumle i halmen eller blive klogere på krible-krable-livet i den økologiske muld.
På mange gårde kunne man også lave økologisk mad over bål, nyde smagsprøver på gårdens økologiske råvarer og gå på opdagelse i gårdbutikker og boder.
Kilde: Økologisk Landsforening