2017 blev året, hvor størstedelen af de danske fødevarekæder meldte ud, at de ville stoppe salget af buræg, og mange fjernede dem fra hylderne.
Nu viser forbrugernes og detailhandlernes valg sig i produktionstallene, hvor produktionen af økologiske æg overhalede buræg i sidste halvdel af 2017, og hvor faldet i produktionen af buræg på 7,1 millioner kilo i forhold til året før, var større, sammenlignet med tidligere år.
Det vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse, som i flere årtier har agiteret for bedre dyrevelfærd for høns, svin og andre husdyr.
- Det betyder meget, at forbrugerne har gjort deres stemme gældende over for en detailbranche, som har været lydhør over for deres ønsker. Nu viser det sig på produktionen, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Samlet set blev der sidste år produceret 19,6 millioner kilo buræg, mens tallet for fire år siden var 32 millioner kilo. I sidste kvartal af 2017 blev der produceret 4 millioner kilo buræg, og det er halvt så mange, som blev produceret i samme periode i 2014.
Flere økologiske æg
Det sidste halve år af 2017, blev der for første gang nogensinde produceret flere økologiske æg end buræg, men på årsbasis var produktionen af buræg stadig større end produktionen af økologiske æg. Dyrenes Beskyttelse håber, at buræg bliver udfaset helt, og at stigningen i økologiske æg fortsætter.
- Økologi er bedre dyrevelfærd. Økologiske høns skal have tilstrækkelig plads både indendørs og udendørs. De har generelt meget bedre mulighed for at udleve deres naturlige liv, siger Britta Riis.
Mens salget af buræg er faldet, er produktionen af skrabeæg og æg fra fritgående høns også steget. Det er stadig skrabeæg, der bliver produceret flest af.
Føtex har for nyligt lanceret plante-æg, som skal overtage buræggenes plads, og kommer til at stå sammen med de konventionelle æg.