47.000 mennesker tog på gårdbesøg hos en af de 76 økologiske landmænd, der lørdag og søndag inviterede til høstmarked. Børnene fik lov til at boltre sig i økologisk halm, sætte sig i førersædet på traktoren eller klø i ko i panden.
- At der på trods af det regnfulde vejr i weekenden alligevel var så mange, der valgte at tage ud og opleve et økologisk landbrug på første hånd, vidner om en stor interesse for økologi og for at komme tættere på fødevarerne, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.
Ifølge hende er det årlige høstmarked med til at bringe forbrugerne tættere i kontakt med de økologiske landmænd og dermed øge forståelsen for, hvordan de kan være med til at gøre en forskel for natur og miljø, når de vælger økologiske varer i deres butik.
Børn lærer, hvor maden kommer fra
- De færreste børn har i dag en direkte tilknytning til landbruget, men til Økologisk Høstmarked oplever børnene den økologiske fødevareproduktion i børnehøjde. På nogle gårde har de eksempelvis prøvet at male korn eller valse havregryn, hive økologiske grøntsager op af jorden eller se øko-køerne blive malket, siger Birgitte Nygaard.
I en ny repræsentativ undersøgelse lavet af A&B Analyse for Økologisk Landsforening, svarer tre ud af fire danskere, at det netop er ’meget vigtigt’ eller ’vigtigt’, at deres børn lærer, hvor fødevarerne kommer fra.
Mere end en million gæster siden 1. høstmarked
I alt har mere end en million gæster været med til at fejre høsten af sommerens avl og afgrøder på økologiske gårde, siden Økologisk Høstmarked fandt sted for første gang i 1993.
- Når det igennem årene er lykkedes at tiltrække så mange gæster skyldes det især, at værterne er meget engagerede og rigtig gode til at skabe et stemningsfuldt og autentisk arrangement. Det skal de have en stor tak for, siger Birgitte Nygaard.