400.000 skal selv kontrollere deres drikkevand

NATUR – Nye regler betyder, at mindre drikkevandsboringer ikke længere skal kontrolleres af myndighederne. Man prisgiver forbrugerne, advarer ekspert.

Nye regler betyder, at myndighederne ikke længere skal kontrollere vandforsyninger, som leverer mindre end 10 kubikmeter i døgnet.

Den 27. oktober træder nye regler i kraft, der betyder, at mindre drikkevandsboringer ikke skal kontrolleres af myndighederne. I stedet kan borgere selv teste. Men det kommer de højst sandsynligt ikke til, siger flere eksperter til fagbladet Ingeniøren.

Ifølge Ingeniøren betyder en ny drikkevandsbekendtgørelse, at boringer, der giver mindre end 10.000 liter vand i døgnet, er fritaget for kontrol.

- Man prisgiver de her mennesker. I realiteten betyder det, at en meget stor part af personer ikke længere behøver at analysere deres drikkevand, siger Walter Brüsch, geolog ved Danmarks Naturfredningsforening, til Ingeniøren.

- Og kommunens eneste ansvar er, at den hvert femte år skal lave en vejledning i, at borgerne med fordel kan foretage en sådan analyse, siger han.

Omkring 400.000 mennesker får vand fra sådanne mindre boringer, og tidligere kontroller har vist, at det ofte er i de mindre anlæg, der er problemer med kvaliteten af drikkevandet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: