Miljøminister Ida Auken har sikret penge på regeringens finanslovsforslag til at hjælpe skovejere, der ønsker at omlægge driften til en mere naturvenlig skovdrift. Der afsættes 10 mio. kroner årligt på regeringens finanslovsforslag fra 2013-2015.
Midlerne kan søges via en tilskudsordning, og det er muligt at søge om penge til både at planlægge og lægge om til en mere naturvenlig drift af private skovarealer. Samtidig er tilskudsordningen et bidrag til den grønne omstilling i skovbrugserhvervet.
- Nu giver vi støtte til både arbejdet med at lave en naturplan og til at tage større hensyn til naturen i skovdriften. Naturplaner er ofte første skridt til at blive certificeret som bæredygtigt skovbrug, og der er efterspørgsel efter produkter fra disse skove. Bæredygtigt skovbrug kan derfor give flere penge i kassen hos den enkelte skovejer, og samtidig bliver naturen den helt store vinder, siger miljøminister Ida Auken.
Via tilskudsordningen vil der være mulighed for at søge om midler til at omlægge nåletræsskov til løvskov med naturligt hjemmehørende arter. Det vil også være muligt at få tilskud til helt at stoppe skovdriften og lade skoven stå urørt.
Naturstyrelsen har i samme forbindelse afsat 10 mio. kroner i 2012 til at skabe tiltag i statslige skove, der giver bedre levebetingelser for danske arter, bekæmper invasive arter og skaber mere sjælden natur. Der er desuden igangsat en evaluering af de sidste 20 års indsats på biodiversitetsområdet, der skal være færdig i 2013.
- Vi er nødt til at tænke langsigtet og bæredygtigt, hvis vi skal bevare en varieret skov i fremtiden. Når vi for eksempel lader gamle træer stå og forfalde i skovbunden, så giver det helt optimale forhold for blandt andet en lang række insekter og fugle. Jeg er sikker på, at de mange tiltag, man kan søge tilskud til i denne ordning vil gavne mangfoldigheden af liv i de private skove, siger Ida Auken.