29,5 millioner til økologisk forskning og udvikling

ØKOLOGI – GUDP åbner nu for ansøgninger til en puljen Organic RDD 5 på 29,5 mio. kroner. Pengene er øremærket til forskning og udvikling, som kan gøre økologisk landbrug og fødevareproduktion mere miljø- og klimavenlig, fremme recirkulering og forbedre næringsstofforsyningen.

Fristen for ansøgninger om penge til forskning og udvikling i økologi er 21. maj 2019 kl. 12.00.

Dansk økologi har gennem mange år været præget af udvikling, innovation og høj vækst, og Danmark har en stærk international position på området. Det skyldes ikke mindst forskning og innovation, som løbende har understøttet den økologiske sektor bl.a. gennem det økologiske forsknings,- udviklings-, og demonstrationsprogram Organic RDD.

Bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), der administrerer økologiprogrammet, åbner nu for ansøgninger til den femte runde af programmet kaldet Organic RDD 5. Der er 29,5 millioner kroner i puljen, og midlerne er bevilliget via den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven for 2019.

Der bliver åbnet for ansøgninger den 20. februar 2019. Fristen for ansøgning er 21. maj 2019 kl. 12.00

Kan søge op til seks millioner kroner
Det enkelte projekt kan søge fra 250.000 kr. til seks millioner kroner. For at komme i betragtning skal projektet – ud over forskning – rumme et element af udviklingsarbejde eller demonstration og fremme både grøn omstilling og økonomisk bæredygtighed.

I Organic RDD 5 er der desuden særligt fokus på, at projekterne skal levere nytænkende, konkrete og praksisnære løsninger, som kan gøre økologisk produktion mere klima- og miljøvenlig, fremme recirkulering og forbedre næringsstofforsyning i det økologiske landbrug.

To informationsmøder
Midlerne fra Organic RDD 5 bliver uddelt i et samarbejde mellem GUDP og ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer).

Der bliver afholdt to informationsmøder for ansøgerne, hhv. i København den 11. marts og i Aarhus den 13. marts. På møderne kan man høre mere om temaerne for opslaget, bedømmelseskriterierne, ansøgningsproceduren og eventuelt aftale sparring med en fagmedarbejder fra ICROFS sekretariatet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: