Landet er for tredje år i træk hårdt ramt af oversvømmelser. Næsten tre millioner mennesker er ramt af oversvømmelserne, der også har ødelagt mere end 370.000 huse.
- De nye oversvømmelser i Pakistan er en overset humanitær katastrofe. Hundredtusinder står uden tag over hovedet og muligheder for at skaffe mad på bordet til dem selv og deres familier, siger Christian Friis Bach.
- Mange af dem var allerede meget sårbare på grund af udtalt fattigdom og tilsvarende oversvømmelser i de sidste to år, men nu er deres situation desperat. Derfor er det afgørende, at det internationale samfund træder til, siger Christian Friis Bach.
I mange landsbyer er det ikke muligt at lede de store vandmængder bort, og befolkningen må derfor vente på, at vandet fordamper. I de værst ramte områder vil det tage op mod fem måneder, oplyser Udenrigsministeriet.
Det betyder, at de berørte landsbyer vil have behov for nødhjælp i lang tid fremover, da mindst en høst vil gå tabt som følge af den langvarige oversvømmelse af markerne. Ligeledes vil genopbygning af de ødelagte hjem være tidskrævende.
Den pakistanske regering har allerede gennemført en meget omfattende nødhjælpsindsats, men har netop anmodet FN om yderligere assistance på grund af krisens omfang.
Det danske bidrag vil gå til uddeling af fødevarer samt til det arbejde, der fokuserer på vandforsyning, latriner, sundhedsindsatser samt skolegang til de berørte børn.