15 kommuner går over til økologisk mad

15 kommuner, 10 sygehuse og et universitet er blandt de mange ansøgere, der søger tilskud hos Fødevareministeriet for at omstille til økologisk mad i de offentlige storkøkkener og kantiner.

Mange kommuner vil servere økologisk mad og søger om tilskud for at lette overgangen.

Fødevareminister Mette Gjerskov har afsat 28 millioner kroner årligt fra EU’s Landdistriktsprogram til at fremme økologi i offentlige køkkener i 2012 og 2013. Men der bliver rift om pengene, der fordeles i november. For ansøgningernes samlede beløb løber op i 34,2 millioner kroner.

Foruden de 15 kommuner er 10 sygehuse og et universitet blandt ansøgerne.

- Det er vældigt positivt og viser, at der er masser af mennesker i kommunerne, som finder det spændende at lægge om til økologi. Desværre kommer vi til at skuffe nogle af dem, for vi har fået så mange ansøgninger, at vi ikke kan honorere dem alle, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) til Ritzau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: