1,3 milliarder skal hjælpe miljøskånsomt fiskeri

FISKERI – Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der sætter skub på den bæredygtige udvikling af dansk fiskeri. Aftalen omfatter en pulje på 1,3 milliarder kroner frem til 2017.

Forligspartierne vil udvikle og støtte investeringer i selektive fiskeriredskaber og udstyr, der kan begrænse miljøskaderne på havbunden. Også produktforædling og afsætning skal fremmes.

Politikerne på Christiansborg har været ude med snøren og har netop hevet en ny aftale om bæredygtigt fiskeri på land.

Bag aftalen står et bredt flertal af partier, som tæller Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre. Aftalen gælder for perioden 2014-2017, og pengene kommer primært fra EU´s Hav- og Fiskerifond.

Mere liv i havene
- Danmark har brug for mere liv på havnene og flere bæredygtige fisk i nettet. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det er lykkedes at lande en bred aftale i milliardklassen, der både hjælper fiskerne og vores miljø, siger Dan Jørgensen.

- Med aftalen skaber vi rammerne for vækst, jobs og liv på vandet og i de danske havne, og samtidig passer vi bedre på fiskebestandene og vandmiljøet, siger ministeren med ansvar for fiskeriet.

Skal begrænse miljøskader
Pengene går bl.a. til at udvikle og støtte investeringer i selektive fiskeriredskaber og udstyr, der kan begrænse miljøskaderne på havbunden og samtidig være med til at støtte produktforædling og afsætning.

Ifølge ministeriet skal de forskellige initiativer være med til at hjælpe fiskerne med at håndtere indførelsen af EU’s udsmidsforbud, som træder i kraft til nytår. Forbuddet betyder, at fiskerne nu skal tage alle deres fangster med i land.

- Udsmidsforbuddet er et syvmileskridt mod en mere bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. Derfor sætter vi turbo på udviklingen af bedre redskaber, så fiskerne kan målrette deres fiskeri, siger Dan Jørgensen.

Nye afsætningsmuligheder
- Derudover sætter vi også penge af til bl.a. at øge værdien af fiskernes fangster og til at åbne afsætningsmuligheder, så vores fiskere kan få noget mere for deres varer, tilføjer han.

Som en del af aftalen lover ministeren, at han vil gøre en særlig indsats for fiskeriområderne. Blandt andet vil der blive etableret lokale fiskeriaktionsgrupper, der skal bidrage til at fremme vækst og beskæftigelse i yderområderne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: