125 forslag skal forbedre vores friluftsliv

FRILUFTSLIV – Miljøminister Kirsten Brosbøl lancerer i dag 125 konkrete ideer og initiativer til at forbedre danskernes friluftsliv. En ny rapport viser for første gang, at der er milliarder af kroner og titusindvis af arbejdspladser i friluftslivet.

Vores aktiviteter og oplevelser i det fri skal have et løft. Foto: Miljøministeriet

Danskernes friluftsliv er en milliardindustri, der skaber 28.000 danske arbejdspladser, når vi overnatter på kroer og i sommerhuse, køber udstyr eller bliver transporteret rundt i naturen.

Det viser den første nationale kortlægning af danskernes friluftsliv, som Københavns Universitet har foretaget for Miljøministeriet.

Men friluftslivet rummer et langt større potentiale, og derfor præsenterer miljøminister Kirsten Brosbøl i dag 125 konkrete ideer og initiativer, der kan være med til at udvikle og forbedre danskernes friluftsliv.

- Friluftslivet er en milliardindustri, men vi har aldrig fået sat tal på værdien før nu. Danskerne bruger hvert år cirka 29 milliarder på friluftslivet, og det beskæftiger cirka 28.000 mennesker. Mere og bedre friluftsliv kan få friluftslivet til at blomstre endnu mere, så jeg håber de 125 idéer i idékataloget bliver samlet op af kommuner, fonde, interesseorganisationer, kroer, feriecentre i hele Danmark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Fem nye friluftsprojekter bliver lanceret samtidig med kataloget med de 125 ideer. Miljøministeriet giver i alt mere end seks millioner kroner til de fem projekter. Blandt andet støtter Miljøministeriet med 1,5 millioner kroner Red Barnet, der vil forbedre mulighederne for friluftsliv blandt socialt udsatte børn og deres familier. Samme beløb bliver givet til et projekt, der skal forvandle Danmark til et cyklistparadis.

Fuld fart på friluftslivet
Den nedlagte Flyvestation Værløse vil fra kl. 12.00 til kl. 16.00 i dag blive omdannet til en levende markedsplads, hvor flere end 40 foreninger og organisationer vil præsentere deres idéer til, hvordan man kan udvikle friluftslivet i Danmark.

-Jeg glæder mig til at møde de hundredvis af frivillige, der har brugt tid og kræfter på at komme med deres idéer og input til den første nationale friluftspolitik, som jeg præsenterer senere på året. Det er for at fejre dem, at vi i dag samler alle nøglespillere, fonde og organisationer. Og så håber jeg også, at vi kan få skabt nogle gode relationer til mellem dem med de gode idéer og dem, der har midlerne til at få idéerne ud at flyve, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Alle er velkommen til fejringen, hvor Naturstyrelsen serverer bålstegt hjorteburger. I Miljøministeriets Vandcafé kan man slukke tørsten i iskoldt grundvand, og der vil være mulighed for at komme højt til hest på islænderheste, rulle på løbehjul og se den gamle flyvestation forvandlet til en markedsplads for friluftslivet.

Det hele begynder kl. 12.00 på Flyvestation Værløse, 3500 Værløse, og arrangementet slutter kl. 16.00. Miljøministeren vil være til stede fra 14.40 til 15.40.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: