Danske miljø- og udviklingsorganisationer mener, at politikerne er for passive, når det gælder kampen mod de globale klimaforandringerne. Derfor er 11 foreninger og organisationer gået sammen og har stillet et borgerforslag om en dansk klimalov.
Hvis forslaget opnår støtte fra 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg inden for 180 dage, har det mulighed for at blive behandlet i Folketinget.
»Når politikerne ikke handler, så gør vi, siger Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i 92-gruppen, om baggrunden for borgerforslaget om en dansk klimalov. Han er sekretariatsleder for 92-gruppen, der samler de danske miljø- og udviklingsorganisationer.
»Klimaforandringer er ikke længere noget, vi tror, vil ramme os en dag. De har ramt os. Nu handler det om at begrænse temperaturstigningerne så meget som muligt – og det kræver en langt mere ambitiøs indsats, end den vi ser fra dansk politisk side nu. Derfor ønsker vi en klimalov, der kan sikre, at Danmark lever op til Parisaftalen og gør sit for at sikre, at den globale temperatur ikke stiger mere end 1,5 grad«, forklarer Troels Dam Christensen.
LÆS OGSÅ: Borgerforslag kræver klimahandling nu
Skal sikre klimahensyn i alle sektorer
På nuværende tidspunkt har Danmark, modsat hvad mange tror, ikke en egentlig klimalov, men det er der ifølge de 11 organisationer brug for, fordi netop en klimalov ville kunne sikre den nødvendige indsats, som Danmark må yde, hvis vi skal bidrage til at begrænse klimaforandringerne.
»Danske politikere fremhæver ofte Danmark som en grøn førernation, men det er desværre langt fra sandt. På nuværende tidspunkt er der ikke et loft for det danske udslip af drivhusgasser de kommende år, og de klimaindsatser, der er planlagt for de næste ti år, er ikke nok til at nå regeringens mål om at få den danske udledning i nul i 2050. Desuden kan en klimalov også sikre, at alle sektorer bidrager, så også afgørende områder som landbrug og transport ikke går fri«, forklarer Troels Dam Christensen.
»Det lyder måske omstændigt, men ikke desto mindre er det dét, der er brug for, hvis Danmark skal gøre vores til at begrænse den globale temperaturstigning og afværge, at klimaforandringerne får katastrofale konsekvenser«, mener han.
Klimaforandringer truer hele økosystemer
Verdens Skove er en af de 11 organisationer, der står bag borgerforslaget. Her understreger politisk koordinator Gry Bossen, at klimaforandringer ikke bare udgør en trussel mod menneskeheden, men også mod naturen. Det gælder ikke mindst i skovene.
»Klimaforandringerne går også ud over skovene verden over. Vi ser flere skovbrande som følge af tørke og ekstrem varme både i Sydeuropa og i USA. I regnskoven er det ikke længere enkelte arter, der uddør, men hele økosystemer, der risikerer at bukke under for forandringerne i klimaet«, forklarer Gry Bossen.
Det er et særligt stort problem i skovene, fordi det kan føre til en ond klimacirkel, fortæller hun.
»Det er katastrofalt, da det ikke kun er livet i skovene, der er truet, men også skovenes evne til at optage og lagre CO2 og dermed en af vores bedste værn mod de globale klimaforandringer«, fastslår hun.
Verdens Skove mener, at Danmark har et vigtigt medansvar for at bekæmpe og stoppe klimaforandringerne – et ansvar, som der ikke bliver levet op til endnu.
»Lige nu er vores indsats desværre ikke stærk nok. Vi skal derfor have en klimalov, der sikrer at alt politisk og industriel udvikling fremover tager højde for klimaet og som sikrer at det er de mest klimavenlige løsninger vi vælger i vores fremtidige udvikling«, siger Gry Bossen.
Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, WWF Verdensnaturfonden, Det Økologiske Råd, Vedvarende Energi og Klimabevægelsen i Danmark er nogle af de organisationer, der står bag forslaget om at styrke Danmarks klimaindsats.
Se borgerforslaget og skriv under her