100 millioner til forskning i økologi

Regeringen øremærker 100 millioner kr. til økologisk forskning. Aftalen er sikret med hjælp fra både Enhedslisten og Liberal Alliance.

Forskningen bliver forstærket med 100 millioner kroner i 2013.

Mere forskning i økologi er en prioritering for regeringen, som netop har indgået aftale om at om at afsætte 100 mio. kr. på finansloven. Pengene kommer fra den såkaldte forskningsreserve, der er afsat til forskning. Med i aftalen er Enhedslisten og Liberal Alliance.

- Jeg er glad for, at der er opbakning til økologisk forskning, selvom vi lever i en tid med økonomisk smalhals. Økologien er meget vigtig i kampen for økonomisk vækst, arbejdspladser og bæredygtig produktion, og det er vigtigt, at vi fortsætter den gode udvikling, vi er inde i, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Økologiske nytænkning
Med aftalen bliver der givet 40 mio. kr. i 2013, og allerede nu er der sikret 30 mio. kr. i både 2014 og i 2015. De i alt 100 mio. kr. til forskning og innovation er et centralt fundament for videreudviklingen af den økologiske sektor, så regeringen kan nå sit mål om fordobling af det økologiske areal inden 2020.

- Vi har mange økologiske initiativer i gang. Nu skal vi videre, og derfor er det helt nødvendigt, at der bliver forsket i økologien, så økologer og iværksættere over hele landet har noget at bygge videre på. Økologisk nytænkning er en vigtig del af den grønne omstilling, der skal fremme et godt miljø og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark i fremtiden, siger Mette Gjerskov.

I 2011 blev der omsat for 5,5 mia. kr. økologiske varer i Danmark, og det er en fordobling siden 2006. Samtidig steg den danske eksport af økologiske fødevarer, der blev tredoblet fra 2006 til 2010.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: