1.000 tons plastik forurener ved Vesterhavet

MILJØ – Vestjyske kommuner vil genbruge plastik-forurening. Et utraditionelt samarbejde mellem Det Økologiske Råd, Plastic Change og Plastindustrien skal begrænse forureningen.

Plastikaffald skyller ind på stranden fra Vesterhavet. Her er to unge i færd med at samle plastikaffald på stranden. Foto: Colourbox

En række kommuner langs den jyske vestkyst er klar til at tage kampen op mod den omfattende forurening af plastik, der driver ind fra Vesterhavet og ender på de vestjyske strande.

Sammen med Plastic Change, Det Økologisk Råd og Plastindustrien vil kommunerne forsøge at genbruge de mange tons plastik, der også på globalt plan udgør et stigende problem.

- Jeg synes, det er deprimerende, at vi ser alt det her affald, siger Karsten Filsø, der er formand for Kommunernes Internationale Miljøorganisation, til TV2 Midt-Vest.

Han går på stranden ved Lemvig og betragter de mange farverige plastemballager, der stikker frem blandt strandsand og grene.

Løsningen er ifølge kommunerne sortering og genbrug. Karsten Filsø peger på, at plastik som eksempelvis en stor hvid plastikdunk kan smeltes om til en strandstol.

Affald respekterer ikke grænser
Set i en global sammenhæng er genbrugsideen netop et dansk bidrag i kampen mod plastikforureningen.

- Affaldet respekterer ikke grænser. Når det bliver smidt i have i Sydeuropa eller i Afrika, så har havstrømmene jo sørget for, at det kommer herop og lige dan kommer vores affald ned til dem, så derfor skal tingene bekæmpes, hvor man ser det og på tværs af grænserne. Det nedbrydes i havet, og vi optager det i vores fødekæder, og det er hammer hammer usundt, så det skal ikke være her, siger Karsten Filsø til TV2 Midt-Vest.

Det Økologiske Råd er gået sammen med Plastindustrien og Plastic Change for undersøge og reducere forureningen med plastik i havet. Parterne har fået 8,9 millioner kroner i støtte fra VELUX og VILLUM fondene og skal i løbet af de næste tre år sætte skub i aktiviteter, der kan begrænse forureningen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: